14.01.2016

sidste fredag

HAMMEL I SNEVEJR

Gule udsalgsflag blafrer i vinden, det tager under ti minutter at gå fra den ene ende af butiksgaden til den anden. Her er tre genbrugsbutikker, nogle tøjbutikker og butikker med ting og brugskunst, bøger og papir matas imerco ejendomsmæglerne banken Marsk Stigs kro lige ved rutebilstationen med røgfarvede ruder og poolbord slagteren bageren hvor man også kan sidde og drikke automatkaffe ved runde borde med plastikduge på med kaffestel med grønne kanter og blomster på og en flødeskumslagkage med frugt på toppen.


Der går ikke mange på gaden men sneen er også næsten lige så tæt som sne på en fjernsynsskærm. Hvis man fra rutebilstationen ikke går op til butiksgaden men den modsatte retning finder man Kulturhuset InSide. Det er en stor hvid bygning der huser alt fra bowlinghal til udstillingslokaler bibliotek dansesal og åbne værksteder. De åbne værksteder har åbent hverdagsformiddage og en enkelt aften og der kommer i gennemsnit sytten om dagen siger Ole der er ham der har nøglerne og ham man spørger om hjælp til maskinerne eller hvad det nu lige måtte være. Men fredag er den stille dag fortæller han mig da jeg stikker hovedet indenfor. Og nu med sneen. Men en ældre herre med gråt fuldskæg har alligevel begivet sig udenfor han laver sølvsmykker og viser mig de ørenringe han er blevet sat til at lave af sin svigerdatter som har set den slags i fjernsynet og smykkemageren siger at nu har han også lagt mærke til at især politikerne bruger den her slags ørenringe som egentlig bare er en buet stav og en kugle eller kuglen kan være en sten. Jeg ser træværkstedet der minder mig om sløjdlokalet på min folkeskole om end jeg ikke tror vi havde nogle maskiner men også her i Hammel er der de gullige aflange møbler med en masse skuffer af varierende størrelser hvor det er svært at acceptere at der kun skulle være søm og skruer i dens indre. Ole skal brænde glas i dag i ovnen er der tre firkantede flade stykker malet glas jeg spørger om de skal brændes for at farven kan sætte sig men han siger det er så glaspladerne kan blive til skåle hvordan det kan lade sig gøre forstår jeg ikke rigtigt derudover er det altid om fredagen han når alt det han ellers ikke når siger han og jeg forsvinder ud i sneen igen. 
/Dea